torsdag den 30. oktober 2014

Den smukkeste morgen i hundrede år...

Jeg har været på konference ifm mit arbejde og vi skulle bo på Kongebrogården i Middelfart. Jeg må indrømme at jeg glædede mig til at skulle sove længe og nyde at jeg ikke skulle sørge for børnene bare denne ene morgen..

Men kl. 6 slog jeg øjnene op på trods af at jeg var kommet væsentlig senere i seng end normalt. TYPISK!! Men så var det jo oplagt at gå en morgentur i de smukke omgivelser. Jeg er så ærgerlig over at jeg ikke havde mit kamera med, så I må nøjes med en ret ringe mobilkvalitet.. Det er stadig tydeligt hvor smukt det i virkeligheden her..


 

 Foden af den gamle Lillebæltsbro

Badeanstalten




 




God humor  :-)


lørdag den 25. oktober 2014

Trøstepræmie...


Denne skønhed er ENDELIG endt hjemme hos mig. Jeg har længe kigget langt efter den søde lågkrukke fra Liebe i lyserød med blåt låg.

Jeg købte den i går, egentlig lidt som en trøstepræmie, fordi jeg havde en rigtig dårlig dag. Min største datter på 5 år var sur lige fra hun slog øjnene op om morgenen og hun ville ikke i børnehave. Hun meddelte at jeg var verdens dårligste og dummeste mor og for at understrege det så fik hun lige nævnt at jeg var Danmarks ditto.

Selvom jeg efterfølgende godt kan smile af situationen og hendes trusler om at flytte hjemmefra, så gør det alligevel ondt at hun er så vred og ked af det. Jeg havde en rigtig dårlig dag det meste af dagen og da jeg så på vej hjem fra arbejde så denne lille lækre sag så måtte jeg lige forkæle mig selv, det havde jeg da fortjent :-)

PS: Datteren har heldigvis besluttet sig for at blive boende hjemme og beholde mig ;-)

- Sofie -

Hvilken flyverdragt skal man vælge?

Jeg står hvert år og er i tvivl om hvilken flyverdragt jeg skal vælge til pigerne. De første år købte jeg Hummel og efterfølgende har jeg shoppet lidt rundt mellem Molo, Reima osv. Jeg har ikke været utilfreds med nogle af de mærker, men jeg synes de er voldsomme dyre og så har de alle den svaghed at de ikke kan tåle tørretumbler. Det er en udfordring når vi ofte får flyverdragten med hjem i en sort sæk til vask og rens - den skal bare være pæn, ren og ikke mindst TØR næste morgen.

Derfor har jeg valgt at prøve noget nyt i år. Jeg har købt flyverdragter fra Fairtail. Jeg kendte ikke mærket og jeg havde ikke haft flyverdragterne i hænderne da jeg købte dem. Men jeg må sige at jeg indtil videre er positivt stemt.

De er virkelig lækre og ifølge hjemmesiden skulle de svejsede sømme sikre at den er 100 % vandtæt og samtidig åndbar. Den kan tørretumbles og tåler tørreskab. Samtidig er den næsten halvpris af de dyreste mærker. Herhjemme er vi glade og vi glæder os til at se om den holder hvad den lover når vinteren for alvor kommer over os





Se hvad Fairtail skriver om deres flyverdragter her.
Indlægget er ikke sponsoreret, men et udtryk for min egen mening.

- Sofie -

torsdag den 23. oktober 2014

Kolde hænder og lune håndled..

Jep den er god nok.. jeg har stikket et par handsker uden fingre, en muffedisse til hver hånd, armvarmere, håndledsvarmere eller hvad sådan en sag nu kan kaldes.. Jeg ved det ikke, men lækre og lune er de.. :-)


Med stort besvær fik jeg taget et par billeder på cykelturen til arbejde i morges.. Det er faktisk ikke særlig nemt at tage billeder af sin egen hånd skulle jeg hilse og sige..




Nå men jeg er hvertfald godt nok tilfreds.. Håndledsvarmerne er strikket af en lys grå Bøllefrø fra Tante Grøn der passer til mine nye quiltede støver..


- Sofie - 

tirsdag den 21. oktober 2014

En nederdel med sving i...

Jeg har helt glemt at vise billeder af den nederdel jeg syede til A sidste weekend. Det er en Swing Skirt fra Compagnie M. Jeg har tidligere syet en anden nederdel efter samme mønster, men den desværre stadig er lidt for stor i livet. A har flere gange spurgt om jeg ikke ville sy en ny til hende og nu fik jeg endelig taget mig sammen. Denne gang har jeg syet med elastik i taljen i stedet for lynlås. Det er nemmere, både for hende og for mig :-) Jeg synes det er et ret fint mønster med mange søde detaljer..



Jeg kunne desværre ikke lokke prinsessen i nederdelen i dag. Hun er blevet sløj i børnehaven så nu står den bare på hygge i sofaen inden aftensmaden,

- Sofie -

tirsdag den 14. oktober 2014

Min nye quiltede jakke..

Så blev min Marapytta jakke færdig.. Knapperne er monteret og jeg er stadig i overvejelser omkring lommerne. De ligger klar, men er ikke blevet monteret... Endnu.. Nu får vi se..

Jeg endte med at sy den i det blå Liberty stof.

Glæder mig til Lines næste workshop i Odense :-)




- Sofie -

lørdag den 11. oktober 2014

En dejlig dag i skoven

I dag har vi været en tur i skoven. Jeg er vild med det milde efterår vi har i år...

 Smukt smukt lys

Frede på jagt efter det helt rigtige pinde.. 


 Masser af blåbær i skoven.. 

Amalie og Kristian på klatretur..

 Smukke svampe..



- Sofie - 

onsdag den 8. oktober 2014

Madpakken..

kommer ofte hjem stort set urørt. Jeg indrømmer at vi ikke er særlig kreative på det punkt. Pædagogerne i børnehaven og vuggestuen mener det er en sund og fin madpakke ungerne får med, men hvad gør det hvis den ikke bliver spist!!

Derfor kom jeg i tanke om at A og jeg kunne prøve og lave nogle madpakke-pizzaer. Vi udstak pizzadejen som hjerter, sommerfugle og blomster, pyntede og bagte. Super hyggeligt at lave sammen med den store skønhed :-)






Så bliver det spændende at se om madpakken er spist i morgen :-)

tirsdag den 7. oktober 2014

Op og i gang..

Jeg har fået mig en personlig træner eller rettere et Polar Loop armbånd (skridttæller, smartband eller hvad det nu hedder).



Det skal registrere hvor meget (læs: hvor lidt) jeg i grunden får bevæget mig rundt på en dag. Jeg har stillesiddende arbejde, jeg blogger, jeg syr og jeg strikker.. Alt sammen med den dertil indrettede placeret godt i sædet.

Jeg er bange for at resultaterne i skridttælleren ikke bliver for kønne. Men det forsøger jeg så at gøre noget ved nu. Jeg håber at mit nye armbånd kan være med til at starte en lille konkurrence mod mig selv, så jeg kommer op af stolen og i gang..

Hvis jeg har siddet stille for længe, så får jeg en sms med en reminder om at nu skal jeg bevæge mig. Den kan også registrere hvordan jeg sover. Jeg er meget spændt på at se resultaterne af min søvnrytme, da manden min siger at jeg er noget urolig om natten.

Det bliver spændende at få armbåndet i brug og jeg lover at lave en update når jeg har brugt det et stykke tid :-) Sæt i gang!!





Tid til reflektion..

Jeg har fri i dag og intet er planlagt!! Jeg sidder og tænker tilbage på den forgangne weekend som jeg jo tilbragte med Line og en masse dejlige og inspirerende sypiger.

Hvor var det fedt at kunne fordybe sig i sin hobby, men hvor kunne jeg godt have brugt lidt flere timer så jakken var blevet helt færdig. Det er den ikke endnu. Jeg mangler stadig at montere lommerne (hvis de skal på) og så knapperne som forhåbentlig kommer med posten inden længe.

Jeg har faktisk allerede tilmeldt mig Lines næste syworkshop i Odense til november. Og jeg glæder mig. Jeg er helt høj af de nye teknikker jeg har lært og hvor er det fedt at sy tøj der er lige så smukt indeni som udenpå.

Nu vil jeg læne mig tilbage med kaffe og strikketøj og bladre lidt i Sif Orellanas "Krudtugler og Kanelsnegle". Jeg synes det er så svært at finde inspiration til madpakkerne. Jeg har desværre ikke Sifs seneste bog "Kram i madkassen", der sikkert er spækket med lækkerier og gode ideer til madpakken.


- Sofie -


fredag den 3. oktober 2014

Det der med at glæde sig..

Forventningens glæde er størst siger man... Jeg er egentlig ikke specielt god til at glæde mig. Det er for alvor blevet tydeligt for mig fordi jeg det sidste stykke tid har glædet mig som et lille barn glæder sig til juleaften. Jeg skal nemlig på sykursus hos Marapytta. Marapytta er bedre kendt som Line. Hun afholder sit første weekend kursus i Odense og hvor er det fedt!!

Jeg glæder mig til en hel weekend i kreativitetens tegn og hvor jeg forhåbentlig kan lære en masse nye og frække syteknikker når jeg skal sy en jakke til mig selv.

Nu er det store spørgsmål så om jeg skal vælge det ene eller andet stykke stof. Skal det være det klassiske Liberty stof eller skal det være det sjove og skæve myrestof? Jeg har ikke besluttet mig endnu og det gør jeg nok først i morgen når jeg ser hvad de andre på holdet disker op med af lækre stoffer.

Mine valgmuligheder:




Måske du glæder dig til at se det færdige resultat? :-)

- Sofie -

onsdag den 1. oktober 2014

Efterårshaven

Det er i dag den 1. oktober og det er 19 grader udenfor. Det er helt utroligt at man stadig kan cykel rundt uden jakke på om eftermiddagen. Da jeg kom hjem fra arbejde i dag gik jeg en tur rundt i haven. Efterårsfarverne er så småt ved at komme, men indimellem stod stadig en masse smukke blomster. Er det ikke skønt så sent på året?

Clair Renaissance rose

 Astrid Lindgren rose

Dahlia 

Hortensia 

Høstanemone 

 Lathyrus


Nærbillede af kæmpeverbena

 photo blanklogofull.png